Klinisk psykolog
Jeg arbejder primært med individuel terapi og kan hjælpe dig med problematikker som:
• Nedtrykthed og depression
• Stress / præstationspres
• Livskriser og livsovergange – når livet tager en ny drejning
• Eksistentielle overvejelser
• Angst
• Expat – problematikker knyttet til at være bosat i et nyt land
Herudover problematikker som ikke nødvendigvis har et navn, men hvor du kan mærke, at noget trykker og ikke fungerer for dig. I samtalerne kan vi finde ud af, hvordan du kan forstå det, du oplever og hvordan du kan nærme dig det du gerne vil.
I et samtaleforløb vil vi typisk arbejde med:
En bredere indsigt i det du oplever: selv de mest ubehagelige og skamfulde følelser eller tanker, er der af en god grund. En større forståelse for de følelser, tanker og handlemønstre du oplever, vil ofte være helende, give anledning til et mere omsorgsfuldt blik på dig selv og frigive noget energi til at bevæge dig i retning af det du ønsker dig.
Forbindelse imellem krop og sind: enkle vejrtrækningsøvelser og afspændingsøvelser vil ofte være en del af et forløb, så du også ad konkret, fysisk vej kan støtte dig selv i at finde ro og blive opmærksom på, hvad der er i gang i dig. Når du formår at stoppe op samt at bevare roen, vil du være bedre i stand til at håndtere udfordringer og til at arbejde dig hen imod det du ønsker dig.
Nye handlemuligheder: en del af arbejdet med at få det bedre, sker som regel imellem samtalerne. Blandt andet ved, at du bruger det vi har arbejdet med i samtalen, i din hverdag. Det kan være ting du tænker anderledes om efter en samtale, eller noget du oplever anderledes. Det kan også være helt konkrete, aktive handlinger. Jeg vil typisk give dig opmærksomhedspunkter eller øvelser med, til at styrke det fokus vi har haft i samtalen – altid i det omfang du føler dig tilpas ved.
Metode
Jeg arbejder med flere terapeutiske metoder og anvender tilgangene ud fra hvad der bedst matcher dig og den problematik du kommer med. Mit udgangspunkt er kognitiv terapi, herunder ACT. Derudover beskæftiger jeg mig særligt med compassion fokuseret terapi og emotionsfokuseret terapi.
Uddannelse og erfaring
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2009 og har arbejdet med samtaleterapi siden. Ud over at have min egen praksis, har jeg arbejdet i psykiatrien, med samtaler med unge på ungdomsuddannelser og med psykologisk test og udredning. Jeg er født i 1980.
Kontakt
Læs mere på: www.marinabergstrom.dk
Hvis du har spørgsmål eller gerne vil aftale en tid, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til mig på tlf. 4272 7923.
Samtaler tilbydes på dansk og engelsk.
